Sommerlejr i Solhytten, Grenå 2011
Igen i år er vi er mange, der vil huske tilbage på en helt fantastisk sommerlejr i Solhytten. TAK til alle jer, der var med, barn som voksen. Det var en stor hjælp vi fik fra jer voksne….
Sommerlejren er den ultimative oplevelse for både børn og voksne. Det er noget af det alle dem der desværre ikke kunne deltage i år kan glæder sig til, til næste sommer.
Lørdag:
Efter at vi havde pakket bilerne lørdag morgen kørte vi samlet til lejren i Grenå.
Straks efter ankomst var der smil, grin og leg på arealet foran hytten. I år fik vi dog sat en ny rekord! Efter cirka et minut kom Carl til skade (han havde slået hovedet men han var hurtig klar igen). Vi indtog frokosten ude på terrassen i det smukke vejr. Mens der blev vasket op og sat på plads var der stor aktivitet på plænen rundt om hytten. Efter frokost gik vi over på naturlegepladsen, det må vi sige at det vat et HIT. Alle børn hyggede sig og var ikke til at få med tilbage til hytten.
Efter saft og kage gik vi alle sammen en tur på stranden. På turen fortalte Flemming lystigt om sin viden om området, samt hvad der var at finde af fossiler m.m. Der blev soppet i det meget kolde vand, - Jonathan var så modig at han fik "soppet" helt op til det øverste på lårene. Efter en times tid med leg på stranden og i klitterne gik vi tilbage til hytten.
Da vi skulle træne blev der klædt om og vi mødtes på plænen foran hytten. Vi trænede i en god times tid og herefter var der "fritid" til vi skulle spise.
Efter træningen blev der badet og skiftet tøj. De voksne fik tændt op i grillen og begyndte at lave mad. Aftensmaden blev også indtaget på terrassen og der var god appetit.
Efter spisningen var der leg og hygge indtil de voksne havde ryddet op. Herefter blev der vist en film. Efter filmen blev der hygget i hyggekrogen og ca. kl. 22:30 var der ro på sovesalene.
Søndag:
Søndag startede med fælles morgenmad. Herefter var der træning på stranden. Alle deltog i træningen på stranden som startede med en lille løbetur derned (de seje løb på bare tæer). Behøver vi at fortælle, at solen skinnede fra en skyfri himmel!
Vi indtog igen frokosten ude på terrassen i det smukke vejr. Mens der blev vasket op og sat på plads var der igen stor aktivitet på plænen rundt om hytten.
Efter frokost gik vi over på naturlegepladsen, herefter var der saft og kage og så blev bilerne pakket og vi vente hjem til Århus – alle godt trætte og klar til et bad.
På vegne af alle instruktørerne siger vi TAK for en rigtig god tur.
Vi ser frem til næste års lejr.
Instruktørerne